Jødiske helligdage

For 2 uger siden fejrede vi nytår. For mig var det en ganske almindelig søndag aften, men for jøderne var det en helt særlig dag, som blev fejret med gaver og god mad.

10 dage efter nytår er der Yom Kippur, som betyder ”Den store forsoningsdag”. I de 10 dage mellem nytår og Yom Kippur skal man sørge for at forsone sig med sine medmennesker, så hvis man har gjort noget mod andre, skal man sørge for at sige undskyld og bringe det i orden. På Yom Kippur faster man og ALT står stille. Butikker lukker, skoler holder fri, tv stationer sender ikke noget og de store veje bliver lukket, så man ikke har mulighed for at komme nogle steder. Det er som om, det hele går i stå.

d. 1. oktober starter den tredje fest inden for samme måned. Løvhyttefesten, hvor jøderne mindes de 40 års vandring i ørkenen, bliver fejret i en hel uge og bliver markeret ved, at man bygger en løvhytte, som man pynter op. I festugen spiser man i hytten og mange (flest børn vil jeg tro) sover også i hytterne.

Jeg skal markere løvhyttefesten ved selv at gå en lille ørkentur, som er arrangeret af den danske kirke i Jerusalem. Vi er omkring 20, som skal på en 3-dags vandretur i ørkenen, som bl.a. indebære at sove i det fri, gå op mod 90 km. I ujævnt(!) terræn og forhåbentlig noget flot og enestående natur.

Hvad har jeg gang i?

Pga. de mange helligdage og fester er der mange ting, som står lidt på standby indtil løvhyttefesten er færdig.
Sådan er forholdene også på Machaseh, hvor jeg arbejder. Det meste af tiden indtil nu er gået med forberedelser og planlægning af forskellige aktiviteter. Min hverdag nu, er derfor stadig lidt ustruktureret. Men jeg vil alligevel prøve at give et overblik over hvilke ting jeg laver og hvad jeg kommer til at lave:

Mandag aften: Kings Kids gruppe, som er et klubtilbud for teenagere, hvor hovedformålet er at israelere og arabere lærer hinanden at kende.

Tirsdag: hebraisk undervisning (når der er mulighed for det), planlægning, forberedelser og tid til møder.

Onsdag aften: Vi skal lede en pigegruppe for 4 piger på omkring 16-18 år, som enten er på vej ud af anoreksi eller på vej til at få det. Altså en slags støttegruppe, hvor formålet er at opbygge pigernes selvbillede.

Torsdag: Tøj- og mad uddeling til fattige. Fattige mennesker kan komme uanset kulturel, religiøs eller politisk baggrund og få en snak og en pose med mad og selv vælge lidt tøj, som bliver doneret til Machaseh.

Torsdag aften: etiopisk børnegruppe. Hver anden uge er der 2 grupper; en for enlige etiopiske mødre og en gruppe for deres børn. Fælles for dem alle er, at de er flygtninge og manden i familien har forladt dem, mange af mændene har også været voldelige. De er derfor alle traumatiserede og har brug for støtte.

Fredag: engelsk undervisning: Vi hjælper med at undervise nogle russisktalende østeuropæere i engelsk.

Jeg glæder mig til alle tingene kommer rigtig i gang og til jeg skal møde menneskerne i grupperne.

Arabisk bryllup

Søndag var jeg til bryllup ved min finske kollegas arabiske vens bror

Hvad jeg ikke har prøvet til et typisk dansk bryllup:

-          Ikke kende brudeparret – eller vide hvad de hedder inden brylluppet.

-          Købe gaven på selve bryllupsdagen.

-          Vente ca. 1½ time ved gommens familie før vi bevæger os af sted

-          Hente bruden i et stort samlet optog

-          Stå bag ved præsten til vielsen

-          Se brudeparret blive kronet se dem kysse bibelen under vielsen

-          Være omkring 500-600 gæster med til fest.

-          Spise forret med fingrene

-          Se bedsteforældre lave de vildeste danse moves som bl.a. indebærer at svinge med en stok

-          Blive næsten døv pga. den meget høje musik

-          Se fyrværkeri da brudeparret går ind til festen

-          Oplevet en sæbeboblemaskine

-          Set brudeparret blive løftet op – flere gange

-          Danse med 4 mænd på én gang, som alle gør alt hvad de kan for at tiltrække sig opmærksomhed

-          Spise mad fra en plastiktallerken

-          Sidde næsten ved højbord, selvom vi kun lige har mødt broderen til gommen.

Ja et arabisk bryllup er noget anderledes end hvad jeg er vant til fra Danmark.

Fra højre: Bob (en amerikaner, som vi kørte med), Basheer (bror til gommen), Jukka (vores i finske kollega, som har fået os med til festen), gom (Ferras), brud (Sabreen), Sue (Bobs kone), Kristina og jeg 

Vi troede brylluppet ville starte kl. 17, men det startede på den måde, at gæsterne begyndte at gøre sig klar på det tidspunkt. Der var i hvert fald intet hastværk med at komme videre.

Omkring kl. halv 7 gik vi i samlet optog hen for at hente bruden. Ved brudens hjem var der allerede mange, som sang, dansede og klappede, mens den stakkels brud måtte side på en stol og vente på at tiden snart kom til, de kunne komme af sted til kirken.

 

Her går vi i optog hen mod bruden

 

På vej ind i kirken

 

Kirken var meget lille og meget proppet. Vi kom til at stå bag ved præsten og fik derfor nogle af de bedste pladser, da vi kunne se brudeparret forfra. Vielsen var temmelig anderledes end hvad vi normalt tænker om en vielse. De blev ikke spurgt om de ville have hinanden, men blev velsignet på mindst 5 forskellige måder, og nogle af velsignelserne flere gange.

 

En af velsignelserne, hvor brudeparret bliver kronet

 

Vi var omkring 500-600 mennesker med til festen, det var helt uoverskueligt mange, men selvom vi var fuldstændig fremmede, fik vi alligevel tildelt pladser helt fremme, hvor vi kunne se podiet(!) hvor brudeparret skulle sidde og lige ved siden af dansegulvet, som festens ældste gæster startede med at indtage med meget livlig dans. De var utrolig friske! Imens spiste vi forret som var pitabrød med 9 forskellig slags tilbehør til.

 

 

Brudeparret sad, så alle kunne se dem

 

Kædedans

 

Da brudeparret kom, blev det markeret med fyrværkeri og alle stod og klappede. Men i stedet for at sætte sig til bord og spise begyndte de at danse. Flere gæster kom med ud og vi skulle selvfølgelig også med! Dansen varede i alt omkring 1½-2 timer før maden kom. Det var sjovt at være med ude og danse, selvom det ikke ligefrem er noget jeg er vant til, men jeg prøvede at efterligne de andre piger og jeg tror, at både Kristina og jeg klarede den arabiske dans ganske fint.

Brudeparrets første dans

Det arabiske svar på den danske tradition med at klippe strømperne over: her bliver gommen kastet op i luften flere gange

Kristina og jeg ude på dansegulvet

 

 

Om fjendekærlighed

"Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til." (Lukas 6, 27-29)

I dag, torsdag, har jeg været til en ungdomsklub i en messiansk menighed (dvs. jøder, som tror på Jesus). Undervisningen var ud fra ovenstående vers. Jeg har altid tænkt på disse vers, som svære og hårde ord, men her i Israel, et land fyldt med konflikter, både politiske, kulturelle og religiøse, bliver disse vers sat i et helt andet og større perspektiv. At ”elske sine fjender” bliver pludseligt mere konkret og virkeligt.

I mandags var vi i Betlehem. Der så vi Muren, som adskiller araberne og israelerne. En mur, som gør forsoning og venskab mellem nationaliteter og jøder/muslimer nærmest umulig. Muren går hele vejen rundt om Vestbredden (790 km lang mur). Der er meget debat om muren, men for mig at se, er det kun noget, der opbygger al den had og spænding imellem menneskerne i Israel.

Men heldigvis er der opmuntrende historier at fortælle fra dette konfliktfyldte land: På Machaseh, hvor jeg er i praktik, arbejder der mange forskellige mennesker, både israelere og arabere, og det, som kendetegner stemningen på arbejdet er venskab og kærlighed. Her er der intet had eller mistroiskhed, men knus og kindkys.


Nogle billeder af Muren i Betlehem:

 

 

Tur til Jeriko

I dag har jeg været på en tur til Jeriko sammen med Ordet og Israel, som er en anden dansk organisation, som bl.a. arbejder med praktisk arbejde i Israel.
Vi snakkede med en palæstinenser, som har skrevet bogen "Jeg var snigskytte for Arafat". - Som titlen afslører, har han engang været meget agresiv og voldsom overfor jøder og landet Israel. Han kom på et tidspunkt til USA og der lærte han Jesus at kende. Siden har hans liv ændret sig drastisk. Det var spændende at høre hans vidnesbyrd!

Tass ville helst ikke have, vi tog billeder af ham, men vi oplevede også mange ting andre på turen.
Her kommer et par billeder:

Zakæus' hus. Der er bygget en kirke over det sted, man mener var tolderen Zakæus' hjem

Zakæus' træ. Det morbærfigentræ, som man mener Zakæus kravlede op i, for at se Jesus.

Det Gamle Jeriko. Vi holder en andagt og hører bl.a. om hvordan Josva og israelitterne besejrede Jeriko, ved at gå rundt om byen i 7 dage.

Udgravninger fra Det Gamle Jeriko

Da det var meget varmt i dag, og vi havde gået meget, var det fantastik at kunne få vores fødder og ben afkølet i et lille basin lige ved siden af Det Gamle Jeriko. Skønt!

Et kloster, som er bygget på en bjergside ca. 600 m over jordniveau. Man mener det var dette bjerg, Jesus blev ført til, da han blev fristet af Satan i ørkenen.

Udsigten oppe fra klosteret

 

 

Lone, der giver mig dårlige nerver, ved at sidde på kanten til rækværket. Bag hende er der en MEGET dyb kløft!

 

 

Tårnet til klosterets kirke.

Turen til Jeriko har været god, spændende og hyggelig. Det var spændende at høre Tass' vidnesbyrd, spændende at gå rundt på bibelske steder og hyggeligt at være i selskab med mange andre danskere.

Li koim Annette

Vi har haft en vores første habraisk undervisning i går, og jeg er fantastisk stolt over de få gloser jeg kan huske i dag. Hebraisk er et sprog som lyder ligeså mærkeligt som bogstaverne ser ud, og israelerne snakker lige så hurtigt som Lorelai og Rory i Gilmore Girls - dvs. så hurtigt, at det er svært at skælne de forskellige lyde fra hinanden. Mange af lydene skal siges fra halsen, og selvom jeg virkelig prøvede mit bedste, havde vores lærer til tider svært ved at undertrykke sin latter over vores meget gebrokkede forsøg på sige de mest almindelige hilsner.
Af en eller anden grund, sorterer min hjerne meget mærkeligt, når den skal vælge hvilke ord, der er nøttige at huske: fx har jeg svært ved at huske tallene, men jeg ved at 'mismis' betyder 'abrokos'.

Nogle fraser, som jeg rent faktisk kan huske:
- Hej (shalom)
- Taler du engelsk? (Lo medaberet anglit?)
- Må jeg bede om en kop kaffe (ani rosa kos kafe)
- Tak (toda)

Og; jeg kan sige Sababba, som betyder fedt/sejt/godt - et slangudtryk, som både israelere og arabere bruger og som kan bruges i mange situationer.

Jeg HADER bakker!

At opadgående bakker ikke er det fedeste – tja det er vel ikke så mærkeligt. Men det at cykle NED af bakker her i Jerusalem er mindst ligeså stor en udfordring på min nyerhvervede herre mountainbike med udvendige gear (dvs. KUN håndbremse). Jeg har været så naiv at tro, det var hårdt at cykle i Århus… ak ak, Langelandsgade bliver ingen udfordring efter hvad jeg i dag har udsat mine stakkels ben for. Jeg måtte bremse hele vejen ned ad bakkerne, for at jeg kunne komme forbi på smalle steder, enten pga. fodgængere (der er ingen cykelstier i Jerusalem), parkerede biler eller pga. jordudskred adskillige steder på den 10 km lange vej fra præstelejligheden til vores hjem. Og når det går ned, går det som regel også op andre steder… nej de bakker bliver jeg ikke venner med lige foreløbigt.

Planten Gunner

Kristina og jeg er flyttet ind i en lejlighed hvor vi og 2 volontører for Musalaha (som er et forsoningsprojekt mellem kristne israelere og araber) skal bo. Lejligheden er rigtig fin og jeg tror vi kommer til at få det hyggeligt her. Vi har kabel tv og lejligheden er møbleret og vi må bruge alle tingene i køkkenet. Der er dog nogle ting vi skal være opmærksomme på, mens vi bor her. Fx skal vi have kosher mad. Dvs. at vi ikke må blande mælkeprodukter og kød, så der er 2 sæt tallerkener og 2 sæt gryder. Og så er vores udlejer utrolig glad for en særlig plante, som hun omtaler som en ’han’. ’Han’ er 26 år, og er desværre ved at bliver lidt syg, men ’han’ skal nok komme til at elske os, hvis vi holder af ’ham’… - Og for at respektere hendes ønske om at holde af ’ham’ har vi valgt at navngive ’ham’ Gunner.

Jeg er glad for det sted vi bor, og jeg er sikker på, at vi alle 5 (jeg, Kristina, de 2 kommende volontører og Gunner) får det hyggeligt her. J

Vores køkken

Kristina i vores stue. Planten Gunner står i hjørnet